Samtale skrivning læsning samtalesalon skriveterapi
Samtale skrivning læsning samtalesalon skriveterapi

Sæt ord på det indre liv


Lea Carlsen - 13 juni, 2024

Sæt ord på det indre liv

– en samtalesalon om at læse og skrive

Søndag den 3. november klokken 13.00-16.30

Er din bedste ven i virkeligheden et digt? Har du genkendt dit indre liv i en bog fra det lokale folkebibliotek? Mærker du, at noget i dig får stemme, når du skriver i notesbogen? Også selv om du ikke vidste, at det kunne siges sådan? At ordene taler af sig selv? Om dig?

Tekst er jo bare bogstaver på papir, sort på hvidt. Men det er også forunderligt og betydningsfuldt, hvad der kan ske med os, når vi læser og skriver. I teksten kan vi både skabe et møde med os selv og med andre.

Alt det og meget mere skal vi undersøge, når vi mødes til en samtale om læseoplevelser og skrivning som en del af det indre liv.

SAMTALE

Mange forskellige forskningsprojekter har gennem tiden undersøgt, hvordan det gavner, når læsning og skrivning indgår i behandlingstilbud i sygehusvæsnet, psykiatrien eller sociale støttetilbud. Overordnet peger resultaterne i positiv retning.

Mennesker, der lider af stress, kan få pulsen ned ved at skrive dagbog. Læsegrupper for patienter med psykiske lidelser ser gode resultater af at læse klassikere som Shakespeare og Dickens. Vi bliver både mere empatiske og harmoniske af skønlitteratur, mens ekspressiv skrivning styrker immunforsvaret.

Til samtalesalonen vil jeg komme ind på noget af den forskning, der danner grundlag for at inddrage litteratur og skrivning i terapi og sundhedsfremmende projekter. Men jeg vil også trække tråde til de personlige læseoplevelser. Det er alt det, der ikke kan måles med et pulsur eller et spørgeskema, men som handler om de menneskemøder, vi får gennem teksten.

SALON

Du kan komme fra klokken 13.00 til lidt frilæsning. Jeg har et udvalg af bøger med, hvor du måske finder dit nye yndlingsdigt eller få lyst til at læse videre i en essaysamling. Der er te på kanden til frilæsningen.

Til salonen kan du deltage i samtalen, eller du kan læne dig tilbage og lytte. Du behøver ikke møde op med andet en nysgerrighed og din notesbog.

PROGRAM

13.00 Frilæsning – Jeg har et udvalg af bøger med, så du kan læse lidt, inden samtalen går i gang klokken 14.

14.00 Inspiration til samtale – Hvordan sætter teksten ord på det indre liv? Jeg fortæller om læsning og skrivepraksis med eksempler fra forskellige forskningsfelter.

14.30 Læseoplevelser i fællesskab – Vi deler læseoplevelser med baggrund i teorien. Du kan fortælle dine om egne erfaringer og læsninger eller blot lytte med.

15.00 Pause – Te og småkager

15.15 Kreativ skrivning – Jeg introducerer kort en kreativ skriveøvelse, og du får tid til at skrive.

15.30 Samtale om proces – Hvordan var oplevelsen med at skrive? Hvilke erfaringer tager du med dig fra i dag?

16.30 Afrunding

(Tidspunkterne er cirka, for samtalen er dynamisk. Men vi slutter klokken 16.30.)

PRAKTISK

Tid: søndag den 3. november klokken 14.00-16.30 (eller kom til frilæsning fra klokken 13.00)

Sted: Østerbrogade 142, 1.tv. 2100 København Ø.

Pris: 90 kr.

Medbring: Notesbog og kuglepen.

Tilmelding: Send mig en mail eller en sms.

Kontakt: mail@leacarlsen.dk / telefon 28 35 68 22

 

LÆS MERE

På bloggen kan du læse om skrivepraksis, og du kan finde mere faglitteratur om læsning, skrivning og psykoterapi. 

Foreninger som Læseforeningen og Læs for Livet gør en indsats for at udbrede kendskabet til læsningens betydning for det indre – og det sociale – liv. På Nationalt Center for Kunst og Mental Sundhed kan du også finde mere information om skønlitterær skrivning i psykiatrien.