Litteratur om familiekriser og dysfunktionelle familier. Om kærligheden og konflikterne. Og om behovet for at gøre sig fri,  finde ind i familien eller ud i samfundet. Mest om at finde sig selv.

På min instagram kan du finde flere læseoplevelser og litteraturlæsninger.

Liv Helm: Med hjertet i hånden

Nogle gange synes jeg, det er meget intenst at gå i teateret. Helt anderledes end i biografmørket, hvor jeg kan lukke øjnene og holde mig for ørerne, hvis der sker noget på lærredet, som jeg ikke vil forholde mig til. I teateret står levende mennesker foran publikum. De kan se os. De mærker, at vi er der. De ved, hvis vi forsøger at undvige det, de har på hjerte. Her nytter det ikke at lukke øjnene.

Det tænkte jeg på, da jeg læste teaterinstruktør Liv Helms ”Med hjertet i hånden”. Den bog er en intens oplevelse. Men det gælder om at holde øjne og ører åbne, når Helm fortæller, for hun stiller sig helt frem på scenekanten.

’Med hjertet i hånden’ handler om at elske helt ind i døden, men også om familiens skyggesider, psykoser, overgreb og lange sammenflettede tråde af længsel efter kærlighed og angsten for at overgive sig.

Jeg gjorde mig umage for at se og tage imod det hjerte, der bliver rakt frem i teksten. Det kræver så stort mod at være ærlig i kunst – både på teater og litteratur – at vi må møde det sådan: Med åbne øjne.

Liv Helm: Med hjertet i hånden

Liv Helm: Med hjertet i hånden

Liv Helm: Med hjertet i hånden

Liv Helm: Med hjertet i hånden

Kristian Leth: Afstanden

I en periode har jeg åbenbart været viklet helt ind i Kristian Leths tankeunivers. Det underlige er, at jeg først opdagede det efter flere dage. Jeg var i gang med at læse hans bog ”Afstanden”, og i samme periode lyttede jeg til en podcast på DR, når jeg gik til og fra arbejde. Altså podcasten ”Beethovens Strygekvartetter ifølge Kristian Leth”, men trods titlen satte jeg dem ikke i forbindelse med hinanden.

Var det er et sammentræf? Det kan jo ikke være algoritmerne, for de ved intet om, hvad jeg læser ved siden af min telefon. Eller gør de?

Hvad mon det betyder for oplevelsen af bogen og podcasten, at jeg har læst og lyttet parallelt? Noget må det betyde. Selv hvis de ikke var produceret af samme person. Tanker smitter af, vikler sig ind i hinanden, pludselig opstår ny mening.

Begge værker undersøger fortiden, erindringen om et menneske. Bogen er essayistisk og i tvivl om, hvordan det overhovedet kan lade sig gøre at finde sporet af sig selv. Podcasten er nørdet ekspertviden om en komponist med nærmest mytologisk status i vores musikalske kulturhistorie.

Jeg vikler mig altid gerne ind i erindringer. Især dem hvor vi bliver i tvivl og må undersøge, hvad de betyder, og hvordan vi skal forstå dem. Den slags erindringsfortællinger kan Kristian Leth.

Kristian Leth: Afstanden

DR Podcast: Beethovens strygekvartetter ifølge Kristian Leth

Deborah Levy: August Blue

”Det er nok, fordi hun også svømmer.” Jeg forsøger at forklare min kollega, hvorfor jeg elsker Deborah Levys bøger, og det første, jeg tænker på, er havet. Måske kan jeg mærke svømning i teksten. Mange af Levys hovedpersoner svømmer. Hun svømmer selv, ved jeg fra interviewes. Og jeg svømmer.

Sådan. Nu hænger vi sammen, i tekst og i hav.

Der er sikkert andre forklaringer, men jeg kan virkelig godt lide den, jeg har fundet.

Levys nye bog ’August Blue’ handler om det her med at finde eller genkende sig selv. Det er en forvandlingsroman, hvor det er, som om hovedpersonen flygter fra sit liv, men længes efter sig selv. Måske efter at finde sit ophav.

Der er sådan et tema med genkendelse, spejling og forvandling, der kan gøre mig svimmel. I Levys roman er det hele rejsen værd.

(Den danske titel er ‘Augustblå’. Det lyder da også som hav, ikke?)

Deborah Levy: August Blue

Deborah Levy: August Blue

Astrid Saalbach: Lindely

Lindely er ikke en krimi, selv om det hurtigt bliver klart, at hovedpersonen snart skal dø. Det er en beretning om Thorkil, der er gammel, syg og plejekrævende, og om hans to voksne døtre, der navigerer i vældfærdssystemet og deres egne følelser, mens Thorkil langsomt får det værre.

Jeg havde alligevel krimifornemmelsen, da jeg læste bogen. Alt går galt, det er uundgåeligt, men jeg ønskede til det sidste, at de – nogen – kunne stoppe det: Smerten og ydmygelsen i hospitalssengen, der fuldstændig overskygger de spor af sorg, der allerede ligger i familierelationerne. Som den ene af de to døtre flere gange konstaterer, kan de ikke blive uvenner nu, de må holde sammen og holde ud, mens de kæmper for lindring til deres far. Konflikterne findes, sammen med skuffelserne og kærligheden, men det kan ingen tage sig af, før senere måske? Jeg blev dybt rørt – og rystet – af den præcise fortælling om det ufine, vi kan blive tvunget til at udholde både i og ved siden af hospitalssengen.

Astrid Saalbach: Lindely

Dorrit Willumsen: Tjeneren og hans søster

Det er ikke altid nok at åbne vinduet. Det kan føles, som om familiens dynamikker og skæve magtspil hænger i den luft, vi indånder, og hvis vi bare kunne lufte ud, var det en frisk start.

Men jeg læser Dorrit Willumsens Tjeneren og hans søster og bliver mindet om, at når vi har åndet sammen det meste af livet, er vi under hinandens hud. Kærlighed og skyggespil glider sammen. De spørgsmål, vi stiller os selv i relation til hinanden, gentager vi som en del af systemet.

Hvordan er hierarkiet mellem søskende? Hvem er smukkest? Stærkest? Tættest på mor? Hvem har brug for mest? Og hvem har ret til, at den anden kommer, når de kalder? Er det kærlighed at tage sig af den anden, selv om man helst er fri?

Teksten er direkte, næsten stringent, fortalt, og der er bløde åbninger til sanselighed og længsel. Men relationerne er fyldt med spændinger. De bliver kun værre, når alle holder igen og gentager det, de kender, fordi det alligevel er mest trygt at nøjes med længslen efter den friske luft.

Dorrit Willumsen: Tjenerens og hans søster

Dorrit Willumsen: Tjeneren og hans søster

Annie Ernaux: Skammen

Jeg læser Skammen af Annie Ernaux og fryder mig over skriftens styrke. Og tænker, vi alle kan bruge lidt af den.

Ernaux afdækker den skam, der ætser sig ind i stadig flere områder af livet. Over forældre, social klasse, dialekt og barndommens vilkår. Det vi ikke selv har indflydelse på, men som er med til at definere vores plads i verden.

Med sin roman gør Ernaux det eneste – og det sværeste – vi kan med den skam. Metodisk går hun ind i en særlig skamfuld periode i sit liv og undersøger antagelser, fordomme og misforståelser, indtil skammen ikke har mere at skjule sig under.

Ernaux skriver sin skam frem for hele verden, men selv med færre læsere end den franske nobelpristager kan vi skrive for at undersøge skammen. Og måske finde ny styrke i os selv.

Annie Ernaux: Skammen

Annie Ernaux: Skammen

Judith Hermann: Vi ville have fortalt hinanden alt

Vi ville have fortalt hinanden alt hvisker lavmælt om alt det inderste.

Samtidig er Judith Hermanns fortælling stærk og modig på en måde, der rækker ud over siderne og trækker mig ind i en følelse af fællesskab. Hun skriver om at føle sig faretruende yderst i vennekredsen, men ikke ønske sig det anderledes. Hun viser, hvorfor hun skammer sig over sine forældre og alligevel længes efter deres kærlighed.

Men hun følger også om de bånd, der væver sig mellem generationer og venskaber, i huse og lejligheder, drømme og erindringer. Som om vi er sammen i det.

Judith Hermann: Vi ville have fortalt hinanden alt

Judith Hermann: Vi ville have fortalt hinanden alt

Claudia Durastanti: Fremmede jeg kender

Jeg har fotograferet Fremmede jeg kender i en lænestol på Designmuseets læsesal. De passer på en måde godt sammen. Specielt, men behageligt selskab.

Hvad handler den så om? Ja, hendes forældre er døve, barndommen i bedste fald broget, hovedpersonen føler sig fremmed og forladt. Det handler den om, og så er det alligevel ikke dét. Perspektivet er bredere. Fra hverdag og hjemløshed, over traumer og kærlighed til sprogfilosofi og økonomisk politik.

Pointerne falder som taktslag gennem i ‘Mennesker, jeg kender’ i en rytme af indsigt, der holder mig fanget i læsningen.

Claudia Durastanti tænker dybt og grundigt over sig selv og sine omgivelser, over mennesker i verden. Det er både vildt komplekst og helt almindeligt, og jeg tænker, at det faktisk er en øvelse i sig selv at acceptere de dobbelte svar.

PS: Jeg anbefaler som altid læsesalen på Designmuseet til læsning, skrivning og en dyb, rolig vejrtrækning.

Claudia Durastanti: Fremmede jeg kender

Claudia Durastanti: Fremmede jeg kender

Claudia Durastanti: Fremmede jeg kender

Claudia Durastanti: Fremmede jeg kender

Geir Gulliksen: Historien om et ægteskab

“Historie om et ægteskab” har en klaustrofobiske stemning, der næsten bliver desperat, mens et ægteskab forliser. Paradoksalt nok er det fortælleren Jons forsøg på at forstå sin kone, der udvikler sig ret ubehageligt, synes jeg. Han fortæller historien, som om han ser den fra hendes synsvinkel. Han insisterer på at forstå hende, men på den måde invaderer han også hendes oplevelse.

Det slog mig, at vi må acceptere, at der er handlinger (eller mangel på handling), vi aldrig kommer til at forstå. Selv i hverdagens små detaljer.

Vi kan ikke undvære forståelsen mellem mennesker. Men når vi påstår at kende hinandens tankerverden med det formål at lave den om – for vores egen skyld- begynder det at blive skummelt.

“Historie om et ægteskab” handler om dramatiske kriser som utroskab og svigt. Og alligevel. Gulliksen skriver så let og klart, historien er både fremmedartet og genkendelig. Jeg tænkte mange gange, “godt, det ikke er mig,” men den nager, tvivlen. Gulliksen viser, at det, der gør rigtig ondt, ligger lige omme bag hverdagens små detaljer. De hober sig op og bliver til store tragedier. Det ender som en sand gyser, når ønsket om at forstå ligner kontrol og samtidig monopoliserer billedet af et andet menneske.

Alligevel vil jeg altid mene, vi skal gøre en indsats for at forstå hinanden. Og nogle gange acceptere, at det næsten umuligt at se forskel på vores egen fortælling og virkeligheden.

Geir Gulliksen: Historie om et ægteskab

Geir Gulliksen: Historie om et ægteskab 

Lotte Kirkeby: Hvis man ikke vidste bedre

Jeg kender Lotte Kirkeby. Altså rigtigt i virkeligheden. Det siger jeg ikke kun for at prale, men fordi jeg blev virkelig forundret, da jeg læste hendes nye bog: “Hvis man ikke vidste bedre”.
Lotte og jeg har gået mange kilometer rundt i Københavns gader og parker, mens vi har snakket om alt muligt. Livet, for eksempel. Men hvis vi snakker om skrivning, er det om ikke selve historien. Og derfor var det specielt at læse den stille, stærke roman om forældre og børn, valg og konsekvenser. Når vi skal ud og gå igen på onsdag, ville jeg normalt fortælle Lotte om den bog, jeg lige har læst. At jeg ikke kan holde op med at tænke på den, og at de sidste ti sider gav mig lyst til at læse den igen forfra. Jeg ville sige, at hun måtte låne bogen, for hun ville helt sikkert også blive fascineret.

Det er da underligt, at man kan kende hinanden – ikke kender den tekst, der vokser frem – men læser bogen og alligevel mærker historien, helt under huden. Og endnu mere underligt, at vi har gået ved siden af hinanden i timevis, mens den her roman, fuld af indre liv, har udfoldet sig et andet sted. Tænk, de fortællinger et menneske kan have i sig. Især Lotte.

Lotte Kirkeby: Hvis man ikke vidste bedre

Lærke Kløvedal: Sømærke

Jeg må indrømme, at jeg læste Lærke Kløvedals ‘Sømærke’, som man aldrig må læse en bog – eller møde et menneske. Jeg sammenlignede. Med en finger ned over hver kolonne – mit liv / Lærkes fortælling – forsøgte jeg at få det hele til at gå op. Der er en del, jeg kan tælle som ligheder. Og meget mere jeg må regne for eksotisk.
Hvad mon fik mig til at gå op i, hvornår vi begge læste på uni? Eller om jeg engang kendte én, der arbejdede på samme restaurant? Eller om jeg faktisk er højere end hende? Hvorfor den trang til at tælle efter? Måske fordi ‘Sømærke’ handler om at kende og passe ind – men alligevel slet ikke. Om nær og fjern.

Da jeg opdagede mit regnskab, ændrede min læsning sig. Den lod det sårbare, fine og stærke stå selv, uden at trække fra på min egen konto. Jeg mødte en bog, der både går helt tæt på og ser så klart, som vi kun kan på afstand:

“Mine dannelsesrejser har fundet sted herhjemme. I udvekslingen mellem mig og en anden. I en sætning, der blev sagt en torsdag formiddag, den formiddag, hvor syrenerne sprang ud. En tanke, der blev udformet over et måltid og krøb ind i mig på vej hjem over Dronning Louises Bro.”

(Men altså lasagnette! Det fik vi også altid hjemme hos min veninde. Godt nok ikke i Thisted, men i Tranbjerg. Det er næsten, i hvert fald lidt, det samme.)

Lærke Kløvedal: Sømærke

Lærke Kløvedal: Sømærke

Knausgård: Min kamp

Det blik på forsiden af Knausgårds ‘Min kamp’, jeg har både lyst til at møde det, fordybe mig ind i det, og til at slå mit eget blik ned, kigge væk, fordi det er for intenst et møde.

Knausgårds bøger er de første, jeg kommer i tanke om, da jeg skal skrive om skam. Han har et frygtløst blik ind i den følelse, som vi alle kender, men ingen har lyst til at hverken at se eller mærke. Skammen bliver som et spor af ubehag gennem bøgerne fra fortællingen om farens ydmygelser til Knausgårds egen skam over sig selv som forfatter. Det hænger sammen, og han fastholder blikket, til det står klart.

Sammenhængen mellem skam og kreativitet – udtrykket og kontakten til andre – den er spændende og kompleks. Jeg tror, jeg kommer til at skrive mere om den for at undersøge den nærmere. Det bliver nok ikke et autofiktivt værk i 6 bind, men flere blogindlæg og tankestrejf.

Du kan læse blogindlæget om skam og kreativitet her.

Karl Ove Knausgård: Min kamp

Karl Ove Knausgård: Min kamp

Nanna Goul: Heksens Alfabet

Mine læsebriller dugger til. De har tendens til den slags, når jeg læser noget virkelighedstungt.Jeg må lægge bogen fra mig og gå ud i køkkenet for at sætte te over (og tørre øjnene). Det undrer mig, for “Heksens alfabet” er ikke som de bøger, der normalt trækker tårer. Den er både feel good, sjov og lidt mystisk. Men den har også biblioteksvogne, kolonihaver, hekseritualer, personalemøder citrontærter og poesi. Altså faktisk virkelighed. Og i den en smerte og skønhed, som kan mærkes helt ud i brilleglassene.

(Jeg har fotograferet bogen i min altankasse, for jeg har ikke nogen heksehave. Endnu.)

Nanna Goul: Heksens Alfabet

Nanna Goul: Heksens Alfabet

Tara Westover: Educated

“Gider du læse den her, så kan vi snakke om den?” spurgte en af mine kolleger. Den slags gider jeg virkelig godt, og derfor har jeg læst “Educated” af Tara Westover.

Westover fortæller om sin opvækst i Idaho, USA, i en familie præget af psykisk sygdom, vold, religiøs fanatisme og fattigdom. Hun vrister sig fri, får en uddannelse og gør op med familien. Men hun plages alligevel af skyldfølelse og en tvivl, om hun har valgt forkert. En tvivl, der også handler om, hvor kompliceret det er at træde ind i den akademiske verden, når hun bogstavelig talt kommer fra en skrotbunke.

Min kollega og jeg har diskuteret, hvor svært det er at forestille sig den grad af svigt og social ulighed, selv om vi ved, den findes. Hvordan kan en familie undertrykke, til valget står mellem at blive kvalt eller vriste sig fri? Hvordan kan mennesker udvikle sig i et samfund, hvor bibelcitater og håndvåben er de tungeste argumenter?

Mens jeg læste, fik jeg en dyb beundring for Westovers styrke til at frigøre sig. Men det mærkes også, at hun har godt hånd om sig selv og sin historie. Jeg får den tanke, at det er en del af prisen – man må holde fast i sig selv for ikke at blive suget tilbage.

Jeg bliver aldrig færdig med at læse beretninger fra mennesker, der klarer sig på trods. Eller med at ønske, det ikke var en livsnødvendig kamp for så mange.

(Den danske oversættelse hedder “Oplyst”)

Tara Westover: Educated

Læs blogindlæg om skriveterapi