Terapi online
Gode råd til både individuelle samtaler og terapeutiske skrivegrupper
Når du er i terapi online, kan du selv være med til at skabe de bedste betingelser for et nærværende møde i det virtuelle rum.
De fleste af os har erfaringer med at deltage i virtuelle møder eller fjernundervisning. Vi kender til onlineplatformenes fordele og ulemper, og vi ved nogenlunde, hvordan vi skal interagere med kamera og mikrofon.
Jeg har selv siddet med ansvaret for en læsegruppe, hvor vi læste digte online under pandemien, og jeg har været den forvirrede deltager, der bøvlede med at logge på forelæsninger i socialpsykologi. Jeg mødes med venner i andre tidszoner til onlinekaffe på underlige tidspunkter, og jeg har deltaget i både yogahold og meditationsundervisning over en internetforbindelse.
Onlineterapi er anderledes
Når det gælder onlineterapi, kan der alligevel opstå forbehold. For kan det overhovedet lade sig gøre? Kan det blive rigtig terapi? Måske hænger det sammen med, at skærmen opleves som en hindring af kontakten mellem os. Når vi er i terapi, er det ikke kun information, vi udveksler. Det er noget mere. Og der kan være en bekymring for, om alt når frem. Det behøver ikke at blive sådan, men det er noget, vi må tale om.
Min egen erfaring med onlinemøder både som terapeut og som deltager i forskellige terapeutiske grupper, er, at det er vigtigt, at vi taler om vilkårene ved at mødes online. Når vi anerkender, at noget er anderledes, kan vi bedre sætte ord på, hvilket behov vi har i samtalen. Bare det at tale om de tekniske problemer, kan gøre det lettere at overkomme dem, og det samme gælder følelsen af at sidde i et digitalt rum, som er et andet end det fysiske. Nogle gange kan det være nok, at vi introducerer lokalet omkring os, eller blot fortæller hvordan det er at sidde her i dag.
Fordele ved onlineterapi
Skærmen giver os mulighed for at se hinandens ansigter, selv om vi bor i hver sin ende af landet, og det betyder, at stilhed og pauser kan få plads, fordi vi stadig har kontakt med blikket. Det er klart at foretrække frem for telefonen.
Hvis den ene part skal rejse i en periode, kan møder på en onlineplatform sørge for, at vi kan holde rytmen i terapien. Men selv om vi er vant til at se hinanden i et fysisk rum, er det stadig en god idé at tale om, hvordan det virtuelle møde er anderledes.
I særlige tilfælde kan det på grund af sygdom eller andre udfordringer blive svært at møde op i et terapilokale, og der er onlineterapi et nyttigt alternativ.
Erfaringer med virtuelle, terapeutiske møder
Du får her nogle anbefalinger og gode råd til terapi og terapeutiske grupper online. De bygger på mine egne erfaringer med virtuelle terapeutiske møder. Hvis du selv har erfaringer, du vil dele, eller du har spørgsmål, må du meget gerne skrive dem til mig.
Først vil jeg komme ind på den individuelle samtale, derefter de terapeutiske skrivegrupper og til sidst det kedelige – men vigtige – tekniske aspekt.
Individuel terapi online
En samtalesession online varer 70-75 minutter, som hvis vi mødes fysisk i terapilokalet. Vi kan tale om nattens drømme og hverdagens udfordringer, vi kan udforske symboler og kreative associationer. Vi kan også arbejde med tegneterapi og meditationer, selv om det kræver lidt forberedelse.
Skab et hyggeligt rum for dig selv
Når du logger på et online-rum, er du stadig fysisk til stede hjemme i din egen stue, så tænk på, hvordan du gerne vil have dit eget terapilokale. Sørg for, at du sidder rart. Måske har du brug for vand eller andet at drikke? En pakke lommetørklæder kan også være god at have inden for rækkevidde.
Giv dig selv tid
Hvis du skulle møde op til terapi fysisk, ville du normalt kunne bruge transporttiden og et par minutter i venteværelset på at blive klar. Før du logger på mødet til onlineterapi, er det en god idé, at du giver dig selv lidt tid til at indstille dig på samtalen.
Det kan også være rart at have en pause efter terapien, hvor du kan blive i dine egne tanker. Sæt lidt tid af til det, før du går ud af det lokale, hvor du har siddet med din computer.
Undgå at blive forstyrret
For at du kan tale frit og fortroligt, er det vigtigt, at du er alene. Hav som minimum en lukket dør til andre mennesker, og lav aftaler om, at den ikke bliver åbnet, før du selv er klar til det.
Hvis du har hund eller kat, kan de selvfølgelig forstyrre terapien. Men også på en god måde. Det kan være rart for dig, der bliver beroliget eller trøstet af dit kæledyr, at det kan være hos dig, når du er i terapi.
Sig det, der ikke kan ses
Når vi taler sammen, kommunikerer vi både med ord, ansigtsudtryk og gestikulationer. Noget af det kan gå tabt, når vi kun ser hinandens ansigter på skærmen. Var det mon et suk? Hvad er det for en håndbevægelse? Rynker den anden på næsen, eller hvad betyder det ansigtsudtryk?
De spørgsmål kan også opstå i almindelige samtaler, men når vi er online, er det endnu mere tvetydigt, og derfor kan det også være nødvendigt at spørge. Sig til, hvis du synes, at der opstår en distance på skærmen, eller hvis der er noget, du har svært ved at afkode. Og fortæl også, hvis du selv oplever kropsfornemmelser eller bevægeimpulser, du ikke kan vise på skærmen.
Minimer dit eget billede
Det kan være forstyrrende at se sit ansigt på skærmen hele tiden, og du kan tale mere frit, når du ikke har dit eget vurderende blik rettet mod dig selv.
Hvis du mærker, at du sidder og holder øje med dig selv, mens du taler, kan du ændre indstillingerne, så dit billede bliver mindre eller helt skjult.
Terapeutiske skrivegrupper online
I de terapeutiske skrivegrupper er møderne længere end ved individuel terapi. Typisk varer et møde i skrivegrupperne tre en halv time. Undervejs er der både kortere pauser og en længere periode, hvor du skriver på din tekst og derfor er væk fra skærmen.
Til skrivegruppen er det en god idé, hvis du tænker igennem, hvad du har brug for, før mødet går i gang. Det vil sige, at du ved, hvor din notesbog ligger, og at du har sat kaffen klar i køkkenet, så du let kan hente den i pausen.
Vi følger programmet fra de fysiske skrivegrupper, hvilket også betyder, at vi arbejder med lidt bevægelse af nakke, skuldre og arme i begyndelsen af mødet. Men du deltager bare i det omfang, det er muligt.
De gode råd til individuel terapi online gælder også for møderne i skrivegrupperne, men der er et par ekstra overvejelser, det er værd at have med.
Lad blikket hvile
Du skal helst have dit kamera tændt hele tiden, fordi det giver en fornemmelse af dynamik og sammenhæng i gruppen. Men når møderne er længere, kan det være rart at hvile blikket lidt. Sid på en måde, hvor du naturligt kan kigge på noget andet end skærmen, mens du lytter til samtalen mellem andre i gruppen.
Når du skal skrive, kan du sætte dig væk fra computeren eller slukke kameraet for at få et mere privat rum.
Respekt for taletid
Vi kan i den bedste mening let komme til at afbryde hinanden i onlinegrupper, fordi det er sværere at aflæse, hvem der har ordet. Derfor må du nogle gange sige det højt eller vinke til skærmen for at markere, at du gerne vil have taletid. Hvis du bliver afbrudt, før du har talt færdig, må du også sige til.
Samtidig er det vigtigt, at alle respekterer hinandens taletid. Det kan betyde, at alle skal slukke deres mikrofoner, når de ikke har ordet. Det skyldes, at selv de mindste lyde kan flytte fokus fra en taler til en anden. Også selv om det bare er et lille anerkendende ”ja” eller lyden af en lastbil uden for vinduet, der blander sig.
Teknik til onlineterapi
Der er ikke andre krav til teknikken ved terapi end til andre møder: en internetforbindelse og en computer, tablet eller telefon.
Tjek teknikken
Det virker måske lidt for indlysende, at jeg nu nævner strømforsyning og oplader. Men terapisituationen kan blive sårbar, og derfor er det ekstra ubehageligt, hvis der pludselig mangler strøm.
Sørg for, at din skræm kan stå selv, så du ikke behøver at holde den gennem hele mødet. Og tjek at både mikrofon og kamera virker.
Luk ned for alt andet
Under mødet er det bedst, at du har lukket programmer, der kan ligge i baggrunden. Det vil også sige notifikationer fra kalender, mail og bluetooth, der har kontakt til din telefon. På den måde får du færrest afbrydelser.
Ved tekniske problemer
Det klassiske råd med at genstarte programmet plejer også at virke her. Hvis du bliver forsinket eller forhindret på grund af teknikken, må du meget gerne ringe eller skrive en sms, for at vi måske kan løse problemet sammen.
Platformen
Jeg bruger den norske onlineplatform Wherby.com til både individuel terapi og terapeutiske skrivegrupper, fordi de bliver anbefalet i forhold til de danske GPDR-regler. Hvis du er interesseret i deres håndtering af data, kan du læse mere på deres hjemmeside.
Platformen minder om de mere kendte amerikanske løsninger (og alt står på engelsk). Der ligger en vejledning på deres hjemmeside, som du kan have glæde af at se før mødet.
Når vi har aftalt et møde til onlineterapi eller terapeutisk skrivegruppe, sender jeg dig et link og en vejledning, der får dig på mødet.
Læs mere
Du kan læse mere om samtaleterapi og terapeutiske skrivegrupper på hjemmesiden.
På bloggen kan du også finde indlæg om skrivepraksis og terapeutisk brevskrivning.
Vil du være den første til at dele dine tanker om opslaget?